Ludomani: Sådan kommer du ud af det og stopper med at spille

Først: Det er ikke svaghed

Spilleafhængighed er en anerkendt lidelse, ikke en karakterbrist. Udsigten til en gevinst skaber en stærk forventning om belønning, og selv et tab nærer tanken »næste gang vinder jeg det hjem«. Derfor lover så mange at stoppe og vender alligevel tilbage. Det, der bryder cirklen, er en bedre opsætning, ikke mere viljestyrke.

De første 24 timer

1. Luk for adgangen. Bloker casino- og bettingsider på din telefon, slet appsene, og fjern gemte kort hos udbyderne. Hvert ekstra skridt mellem dig og en indsats hjælper i et svagt øjeblik.
2. Fortæl det til én. Din partner, en søster eller bror, en ven. At sige det højt er det sværeste og mest virkningsfulde skridt. Vælg en, der lytter uden at dømme.
3. Få pengene uden for rækkevidde. Giv dine kort til en, du stoler på, i en periode, sænk grænserne, og spørg din bank, hvilke muligheder du har for at begrænse dine kort.
4. Meld dig til ROFUS. I det officielle register kan du udelukke dig selv fra spil hos udbydere med dansk tilladelse. Hvordan det virker, og hvor registret ikke rækker, står i vores guide til ROFUS.
5. Vent ikke med at få hjælp. Hos StopSpillet, Spillemyndighedens hjælpelinje, kan du få gratis og fortrolig rådgivning på telefon eller chat og vejledning om behandling.

Når trangen kommer

En spillertrang kommer som en bølge: Den stiger, topper og trækker sig tilbage, ofte inden for få minutter. I de minutter hjælper det mere ikke at beslutte noget end at kæmpe imod.

• Rejs dig, og skift rum.
• Træk vejret langsomt, og lad bølgen passere.
• Skriv til en, du stoler på.
• Sig til dig selv: »Ikke nu, jeg tænker over det om ti minutter.« Efter ti minutter er trangen som regel svagere.

Hvorfor det er svært alene – og lettere sammen

En side lukkes, og dagen efter er den tilbage på en ny adresse. Hindringer, du bygger alene, kan du fjerne på to sekunder i et svagt øjeblik. De, der kommer ud af det, har som regel begge dele: en hindring og en, der ved besked. Hindringen bremser, og mennesket sørger for, at du ikke står alene i det øjeblik.

Den første måned: hold fast

De første uger er de mest sårbare. Skriv dine udløsere ned – kampdage, lønningsdag, aftener alene – og planlæg dem på forhånd. Tæl hver spillefri dag. Hvis du glider, starter du ikke forfra; det, du har nået, bliver ved dig. Det vigtige er at rejse sig igen og fortsætte.